Sogneforeningen for Maugstrup - Simmersted og omegn.

Mose-stien:
Længde: ca. 2,8 km. Ikke egnet til barnevogne o.l.

 
 

Mose-stien

 
 
Start Simmersted Byvej vest.

Man følger Simmersted Byvej med nr. 26 på sin højre side og går videre ad markvejen mod vest.
Bemærk branddammen på venstre side. Den er fyldt med guldfisk.
Kig nu efter markeringspælen, da man inden længe skal dreje til højre og følge markvejen.
Nu skal I følge markveje, kanter af marker, lidt siksak ud i naturen.
Der kan også være en enkelt hegnstråd, der skal passeres.
Når man er kommet over bækken (der er etableret en lille bro) kommer man til bord/bænk, der er opsat for midler fra Friluftsrådet.
Man fortsætter ad stien, til man kommer til en af de mange vindmøller, der kan ses i området.
Herfra følges vejen (Kongstedvej) tilbage til Simmersted.
Når man kommer til Simmersted Byvej (mellem nr. 10 og 12), drejer man til højre, og man er tilbage ved udgangspunktet for turen.
 
Start Simmersted Byvej/Kongstedvej.

Man kan starte på hjørnet af Simmersted Byvej og Kongstedvej, hvor den første markeringspæl står.
Man følger Kongstedvej indtil der går en vej af til vindmøllen.
Denne vej følges indtil man ser en pæl igen.
Nu skal man dreje til venstre, og stien følges ned mod mosen.
Bemærk, at hver gang man skal ændre retning i forhold til den "vej" man går på, er der opsat en markeringspæl.
Næste pejlepunkt kan være bord/bænk (der er opsat for midler fra Friluftsrådet), herefter "broen" og så følger man markkanter og/eller hegn for til sidst at følge markvejen ud til Simmersted Byvej.
Bemærk guld fiskene i branddammen på højre hånd, når man når til Simmersted Byvej.